Når et ægteskab eller samliv opløses, er et af de mest centrale og ofte følelsesladede spørgsmål, hvordan forældremyndigheden over fælles børn skal fordeles. Som jeg ofte har påpeget, bygger et velfungerende samfund på klare retsprincipper – “Med lov skal land bygges” – og dette gælder i høj grad også inden for familieretten. Lovgivningen søger at skabe rammer, der først og fremmest tilgodeser barnets bedste, men det kan være en kompleks proces for forældre at navigere i. Denne artikel har til formål at belyse de gældende regler og principper for forældremyndighed ved skilsmisse i Danmark, så du som forælder eller fagperson kan få et klart overblik.
Den primære lov, der regulerer forældres pligter og rettigheder samt børns rettigheder i forbindelse med skilsmisse, er forældreansvarsloven. Lovens helt centrale omdrejningspunkt er princippet om ‘barnets bedste’. Dette betyder, at alle afgørelser vedrørende barnet, herunder forældremyndighed, bopæl og samvær, skal træffes ud fra en konkret vurdering af, hvad der tjener det enkelte barns trivsel og udvikling bedst. Det er en rettesnor, som både forældre og myndigheder konstant skal have for øje. Forældre har et fælles ansvar for at sikre barnets trivsel og beskyttelse, uanset deres indbyrdes relation.
Udgangspunktet i dansk ret er, at forældre, der har fælles forældremyndighed under ægteskabet eller samlivet, fortsætter med at have fælles forældremyndighed, selvom de bliver skilt eller flytter fra hinanden. Dette er fastslået i gældende regler og understreger lovens ønske om, at begge forældre fortsat spiller en aktiv rolle i barnets liv. Fælles forældremyndighed indebærer, at forældrene i fællesskab skal træffe væsentlige beslutninger vedrørende barnets liv. Dette omfatter typisk valg af skole og uddannelse, væsentlig medicinsk behandling, religiøs opdragelse, navnevalg, udstedelse af pas og flytning til udlandet, herunder Grønland og Færøerne. Det er vigtigt at forstå, at fælles forældremyndighed kræver enighed om disse punkter.
Selvom forældremyndigheden er fælles, er der forskel på bopælsforælderens og samværsforælderens beføjelser i hverdagen. Bopælsforælderen, altså den forælder hvor barnet har sin folkeregisteradresse, kan træffe beslutninger om mere dagligdags forhold, såsom valg af daginstitution og fritidsaktiviteter. Bopælsforælderen kan også, ifølge Advodan, beslutte at flytte med barnet inden for Danmarks grænser (dog ikke til Grønland eller Færøerne uden den anden forælders samtykke ved fælles forældremyndighed). Der gælder dog en vigtig regel om, at begge forældre, uanset forældremyndighedsfordelingen, skriftligt skal varsle den anden forælder om en flytning senest seks uger før, det sker – også ved flytninger inden for landets grænser.
For at forstå dybden af disse regler, er det essentielt at kende til de lovgivningsmæssige rammer, som er beskrevet i forældreansvarsloven og uddybet i talrige vejledninger og domspraksis.
Ret & Råd understreger, at selv med fælles forældremyndighed har begge forældre ret til at deltage i skolesamtaler, forældremøder og lignende, samt adgang til platforme som Aula. Dette sikrer, at begge forældre kan følge med i barnets skolegang og udvikling.
Selvom fælles forældremyndighed er udgangspunktet, kan der være situationer, hvor forældrene ønsker en anden ordning. Hvis forældrene er enige om at ændre forældremyndigheden – for eksempel fra fælles til fuld forældremyndighed til den ene, eller omvendt – kan de selv indgå en aftale herom. En sådan aftale skal typisk anmeldes til Familieretshuset for at være gyldig. Det er den mest ligefremme vej, hvis samarbejdet tillader det.
Opstår der uenighed om forældremyndigheden, er Familieretshuset den første instans, man som forælder skal henvende sig til. Siden de nye regler trådte i kraft i april 2019, som beskrevet af Den Offentlige, bliver alle sager med børn screenet for at vurdere konfliktniveauet. Sagerne inddeles i grønne, gule eller røde spor, alt efter kompleksiteten og behovet for støtte. Familieretshuset tilbyder rådgivning, konfliktmægling og børnesagkyndig bistand for at hjælpe forældrene med at nå til enighed. Deres rolle er primært at facilitere en løsning, der er bedst for barnet.
Hvis det ikke lykkes at opnå enighed i Familieretshuset, og uenigheden specifikt drejer sig om, hvorvidt den fælles forældremyndighed skal ophæves, kan sagen indbringes for Familieretten. Det er vigtigt at understrege, som Børnejura123 påpeger, at Familieretshuset som udgangspunkt ikke kan træffe endelig afgørelse om ophævelse af fælles forældremyndighed; denne kompetence ligger hos domstolene. Familieretten vil da træffe en afgørelse baseret på en samlet vurdering af barnets bedste.
At få ophævet den fælles forældremyndighed er ikke en let proces. Domstolene er generelt tilbageholdende med at gribe ind i den fælles forældremyndighed, medmindre der er tungtvejende grunde. Ifølge forældreansvarslovens § 11, som Juralia også berører principperne for, kræves det, at der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Dette indebærer ofte et vedvarende højt konfliktniveau, manglende eller skadelig kommunikation, dyb uenighed om helt centrale beslutninger for barnet (f.eks. skole, medicinering, pasudstedelse), eller hvis den ene forælder udgør en risiko for barnet (f.eks. ved vold, misbrug eller risiko for bortførelse). En simpel uenighed om enkelte forhold er sjældent nok.
I særligt akutte situationer, hvor barnets trivsel er truet, kan Familieretshuset eller Familieretten træffe en midlertidig afgørelse om forældremyndigheden. Det kan eksempelvis være, hvis der er risiko for, at barnet ulovligt føres ud af landet, eller hvis en nødvendig medicinsk behandling forhindres på grund af manglende enighed. Skilsmissebarnet.dk nævner, at myndighederne dog er generelt tilbageholdende med sådanne midlertidige indgreb, da de har vidtrækkende konsekvenser.
Et gennemgående tema i moderne familieret er styrkelsen af barnets position. Forældreansvarsloven fastslår i § 5, at der i alle forhold vedrørende barnet skal tages hensyn til barnets egne synspunkter, alt efter alder og modenhed. Ydermere specificerer § 34, at barnet skal inddrages under en sag om forældremyndighed, bopæl eller samvær, så dets perspektiv kan belyses. Dette er ikke ensbetydende med, at barnet bestemmer, men at barnets tanker og følelser skal høres og tillægges passende vægt. Barnets indflydelse og medbestemmelse er et centralt element, selvom den juridiske beslutningskompetence forbliver hos forældrene eller myndighederne.
Inddragelsen af barnet sker på forskellige måder. For mindre børn vil det ofte være gennem samtaler med forældrene eller ved at indhente udtalelser fra pædagoger eller lærere. Større børn, typisk fra skolealderen, kan blive inviteret til en børnesamtale med en børnesagkyndig i Familieretshuset eller Familieretten. Formålet med disse samtaler er at give barnet mulighed for at udtrykke sig i trygge rammer. Barnet har også ret til ikke at udtale sig, hvis det ikke ønsker det. Vægten af barnets udsagn vil altid blive vurderet i lyset af dets alder og modenhed.
Med Barnets Lov, der trådte i kraft 1. januar 2024, er børns retsstilling yderligere styrket. Aldersgrænsen for børns partsstatus er nedsat fra 12 til 10 år. Det betyder, at børn fra 10-årsalderen har selvstændig ret til at klage over afgørelser, anmode om aktindsigt i egen sag og i visse tilfælde blive repræsenteret af en advokat. Loven giver også børn og unge ret til at anmode om anbringelse uden for hjemmet eller om ændringer i samværet, selvom den endelige beslutning fortsat træffes af de relevante myndigheder i samarbejde med barnet og under hensyntagen til barnets bedste.
Børn over 10 år har desuden en såkaldt initiativret. Det betyder, at barnet selv kan henvende sig til Familieretshuset og bede om, at der bliver taget stilling til spørgsmål om bopæl, forældremyndighed eller samvær, hvis barnet ikke trives med den nuværende situation. Barnet har også ret til en bisidder under børnesamtaler, og organisationer som Børns Vilkår tilbyder gratis professionelle bisiddere. Familieretshuset kan også tilbyde børn at deltage i børnegrupper, hvor de kan tale med andre børn i lignende situationer.
Udover selve forældremyndigheden skal forældrene træffe beslutning om, hvor barnet skal have sin bopæl. Bopælsforælderen er den, hvor barnet har sin folkeregisteradresse. Kan forældrene ikke blive enige, kan Familieretshuset og i sidste ende Familieretten træffe afgørelse herom. Det er værd at bemærke, at det kan være vanskeligt at få ændret en én gang fastsat bopæl, og det kan have konsekvenser, hvis en forælder flytter fra den fælles bolig uden børnene, før bopælsspørgsmålet er afklaret.
En nyere mulighed, der blev indført med lovændringen i 2019, er delt bopæl. Dette indebærer, at barnet juridisk set bor hos begge forældre, selvom det kun kan have én folkeregisteradresse. Delt bopæl kræver dog, at forældrene er enige om alle beslutninger vedrørende barnet, hvilket stiller store krav til deres samarbejdsevne. Som Politiken har beskrevet, kan delt bopæl ikke pålægges af myndighederne, men skal være en fælles aftale. Hvis en af forældrene senere ønsker at få bopælen alene, ophører den delte bopæl.
Samvær er barnets ret til kontakt med den forælder, det ikke bor fast hos. Der findes ingen standardmodel for samvær, da det altid skal tilpasses det enkelte barnets behov, alder og situation. Forældrene opfordres kraftigt til at samarbejde om at finde fleksible og stabile samværsordninger. God kommunikation og et konstruktivt samarbejdsklima mellem forældrene er afgørende for, at samværet fungerer godt for barnet. Hvis der opstår uenighed om samværet, kan Familieretshuset også her bistå med rådgivning og mægling.
En forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, har stadig en lovbestemt ret til at modtage visse oplysninger om barnets forhold. Dette kaldes orienteringsretten og er beskrevet i forældreansvarslovens § 23. Retten omfatter typisk generelle oplysninger fra skole, daginstitution, social- og sundhedsvæsenet samt praktiserende læge og tandlæge. Det er vigtigt at være opmærksom på, at man som forælder selv aktivt skal anmode om disse oplysninger. Orienteringsretten giver dog ikke adgang til fortrolige oplysninger om den anden forælder eller ret til at deltage i alle forældremøder eller sociale arrangementer. I særlige tilfælde kan orienteringsretten begrænses eller fratages, hvis det skønnes at være til skade for barnet.
Økonomiske aspekter spiller også en rolle. Siden 1. januar 2022 deles den offentlige børne- og ungeydelse som udgangspunkt ligeligt mellem forældre, der har fælles forældremyndighed og hvor barnet har delt bopæl, eller hvor der er en 7/7-samværsordning eller lignende. Dette er et skridt mod større økonomisk ligestilling mellem skilte forældre.
For ugifte forældre gælder der særlige regler for etablering af forældremyndighed. Hvis forældrene ikke er gift ved barnets fødsel, får moderen som udgangspunkt forældremyndigheden alene. Fælles forældremyndighed kan dog etableres, hvis faderskabet er anerkendt eller fastslået, og forældrene indsender en fælles omsorgs- og ansvarserklæring til Familieretshuset, typisk i forbindelse med fødselsanmeldelsen. Fælles forældremyndighed kan også opstå automatisk for ugifte samlevende, hvis de har haft fælles folkeregisteradresse inden for de seneste 10 måneder før fødslen, og faren er registreret. JUF.dk berører også disse aspekter, og det er vigtigt at være opmærksom på de gældende, opdaterede regler.
I den tragiske situation, hvor en forælder afgår ved døden, er der også klare regler. Hvis forældrene havde fælles forældremyndighed, overgår den fulde forældremyndighed som udgangspunkt til den efterlevende forælder. Hvis den afdøde forælder havde fuld forældremyndighed, vil den anden forælder som regel få forældremyndigheden, medmindre tungtvejende hensyn til barnet taler imod det. Man kan oprette et børnetestamente, hvor man udtrykker ønsker for, hvem der skal have forældremyndigheden, hvis man dør. Et sådant testamente er dog kun vejledende for myndighedernes afgørelse, som altid vil baseres på barnets bedste.
Når forældre bor i forskellige EU-lande, reguleres spørgsmål om forældreansvar, herunder forældremyndighed og samkvemsret, primært af nationale love. Dog anerkender alle EU-lande, som fremhævet på Your Europe portalen, barnets ret til at opretholde personlig kontakt med begge forældre. I sager med et internationalt element er det typisk domstolen i det land, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, der har kompetence. Afgørelser om forældreansvar truffet i ét EU-land anerkendes som udgangspunkt i andre EU-lande, hvilket letter håndhævelsen på tværs af grænser.
At navigere i reglerne om forældremyndighed ved skilsmisse kan være en udfordring, især når følelserne er i spil. Det er min erfaring, at det ofte er gavnligt at søge juridisk rådgivning, hvis man er uenig med den anden forælder, eller hvis sagen skal behandles i Familieretten. En advokat med speciale i familieret kan hjælpe med at belyse ens rettigheder og pligter og sikre, at sagen bliver håndteret korrekt. I visse tilfælde kan man være berettiget til fri proces, hvilket betyder, at staten dækker omkostningerne til advokatbistand.
Hele det familieretlige system, herunder indsatsen fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet, sigter mod at fremme ‘ligeværdigt forældreskab’ og mindske konflikter, der kan skade børnene. Indførelsen af en obligatorisk refleksionsperiode på tre måneder før skilsmisse for forældre med fælles børn er et eksempel på et tiltag, der skal give tid til eftertanke og potentielt mægling. Målet er at skabe et system, der støtter familier gennem en svær tid, snarere end at eskalere konflikter. Udover de juridiske og følelsesmæssige aspekter er det også vigtigt at sikre børnenes generelle velbefindende i hverdagen. For forældre, der ønsker at sikre, at børnene har det godt og føler sig normale i en svær tid, kan det være en hjælp at finde kvalitetstøj og udstyr. Her kan Kids Brand Store tilbyde et fremragende udvalg af anerkendte mærker, hvilket kan bidrage positivt til barnets trivsel og følelse af omsorg.
Afslutningsvis vil jeg understrege, at uanset de juridiske rammer og processer, er det forældrenes evne til at samarbejde og sætte barnets behov først, der er afgørende for barnets trivsel efter en skilsmisse. Lovgivningen kan anvise veje og løsninger, men den kan ikke erstatte forældrenes vilje til at finde konstruktive løsninger. At bygge broer for børnenes skyld, selv når ens egne veje skilles, er den største og vigtigste opgave. Husk, at hjælp og rådgivning er tilgængelig, og at det er en styrke at række ud efter den, når landskabet synes uoverskueligt. Barnets ret til en tryg opvækst med omsorg fra begge forældre bør altid være det ledende princip.